Julegaveidéer - Se alle de bedste tilbud på produkter, vi allerede elsker og anbefaler! Julegaveidéer - Se alle de bedste tilbud ❯
Hvad er forskellen på pudder og foundation? (Få svaret her)

Hvad er forskellen på pudder og foundation? (Få svaret her)

Presset pudder, mineralpudder, foundation, BB cream, CC cream, foundation mousse. Har du svært ved at holde styr på hvad de forskellige begreber dækker over, så er du langt fra den eneste. Jeg kigger nærmere på hvad forskellen er mellem pudder produkter og foundation produkter og hvem der bør købe hvad.

Af Bapoons kosmetolog & hudplejespecialist
Indholdet er opdateret torsdag d. 2. december 2021 og er oprindeligt udgivet torsdag d. 4. november 2021.

Få styr på om du skal bruge pudder eller foundation eller måske begge dele

For 50 år siden skulle vores mødre og bedstemødre kun forholde sig til om de skulle vælge en løs- eller fast pudder eller en brun creme, som man kaldte det dengang. Udvalget af produkter var ganske lille og udvalget af farvenuancer indenfor de enkelte produkter endnu mindre.

Sådan er det ikke længere. I dag lanceres der nye produkter næsten dagligt, der alle lover at give dig en fejlfri hud og fjerne alle tegn på alder. De fleste af os er godt klar over at træerne ikke vokser ind i himlen, men der er ingen tvivl om, at der er nogle produkter, der virker bedre end andre, afhængig af hvilken hudtype du har - og din alder.

Det er nemlig din hudtype der langt hen af vejen bør bestemme, om du skal bruge pudder eller foundation eller måske begge dele. Dét og din alder, det er nemlig ikke alle produkterne der er velegnet til en moden hud.

For at gøre det lettere for dig næste gang du skal købe "ansigtsmakeup", så gennemgår jeg nu de forskellige muligheder du har indenfor pudder og foundation. Jeg kigger på hvilke hudtyper de bedst egner sig til, hvilken dækkeevne de har og om der er noget, du skal være specielt opmærksom på ved de forskellige produkttyper.

Værd at vide om flydende foundation

Den flydende foundation er nok den type foundation, som der bliver solgt flest af, selvom der de senere år er sket en stor udvikling inden for forskellige typer af "ansigtsmakeup".

En flydende foundation kan være på halv- eller heldækkende, alt efter hvilken type flydende foundation du vælger. Vælger du en heldækkende foundation, så vil din hud få en mere jævn hudtone, men du vil stadig være i stand til at ane fregner og acne mm. Vælger du derimod en heldækkende flydende foundation, så vil du helt kunne skjule uperfektheder i huden.

Du kan vælge foundation med forskellig finish. Nogle har en mat finish hvilket er en fordel, hvis du har en meget olieret hud i forvejen. Omvendt vil en foundation med en duvy finish være bedst egnet til en tør hud, da den giver huden mere glans.

Flydende foundation kommer enten på tube eller i en aerosol- eller pumpeflaske. Fordelen ved tuben er, at du helt har kontrol over, hvor meget produkt der kommer ud. Omvendt er en aerosol- eller pumpeflaske mere hygiejnisk, fordi dine fingre og luften ikke kommer i kontakt med produktet i beholderen.

En flydende foundation er velegnet til såvel den unge og faste hud som den mere modne hud, da den ikke har tendens til at lægge sig i de fine linjer i huden og fremhæve dem som en pudder for eksempel kan.

Karakteristika ved flydende foundation
TypeFoundation
KonsistensFlydende
DækkeevneHalv- og heldækkende
FinishMat eller duvy
HoldbarhedGod
Henvender sig tilAlle hudtyper og er også velegnet til moden hud.

Værd at vide om foundation stick

En foundation stick eller stick foundation er hører til den nye generation af foundations. En foundation stick er hverken flydende eller cremet, men i stedet formet til en kompakt stick, som kan minde om en overdimensioneret concealer stick. Den har også samme konsistens, som du vil forvente af en concealer stick eller en læbestift.

Med en stick foundation tegner du din foundation på huden og blender den derefter ud. Fordelen ved det er, at du faktisk kan starte din contouring allerede, mens du lægger din foundation. Det gør du ved at vælge to foundation stick. En der matcher din hudtone og en der er nogle nuancer mørkere.

Når du skal lægge din foundation, så laver du streger med den mørkeste foundation, der hvor du normalt vil lægge din contour og lægger den foundation, der matcher din hudfarve udenom og blender det hele sammen.

Det er en fed måde at lave skygger i ansigtet på og ser meget naturligt ud. Du kan selvfølgelig altid gøre det mere markant ved at bruge din contour palette ovenpå din foundation.

En foundation stick har ofte en rigtig god dækkeevne og egner sig godt til både tør hud og moden hud, da den indeholder en masse fugt og ikke tørrer huden ud.

Er du til en helt let foundation, der kun dækker let og udjævner din hudtone så vil en foundation stick højst sandsynligt være for dækkende for din smag.

Karakteristika ved foundation sticks
TypeFoundation
KonsistensStick
DækkeevneHeldækkende
FinishDuvy
HoldbarhedGod
Henvender sig tilEgner sig ikke til olieret hud, men er super velegnet til normal og tør hud, samt moden hud.

Værd at vide om creme-, whipped- eller mousse foundation

Kært barn har mange navne og derfor kan du også møde creme foundation under flere navne.

Der er creme foundation som oftest som kommer i en tube eller en pumpeflaske. Der er den whipped foundation, der kommer i en lille beholder, som du kender det fra din dagcreme eller natcreme. Den har en dejlig luftig konsistens. Endelig er der også mousse foundation som ligeledes kommer i en lille plast- eller glas beholder.

Ens for dem alle er, at de er en blanding af pudder og foundation. Det gør denne type foundation til den mest dækkende "ansigtsmakeup" du kan få. Den er ofte meget rigt pigmenteret og samtidig er det let at bygge dækkeevnen op med denne type foundation.

Her er altså tale om en heldækkende makeup som i nogle tilfælde endda kan dække tatoveringer. Det er derfor det helt rigtige produkt til dig, som gerne vil skjule acne, pigmentforandringer eller rødme i huden eller dine tatoveringer. (Vil du skjule tatoveringer kræver det dog en særlig højpigmenteret creme foundation).

Men fordi denne foundation også indeholder pudder, så er denne kombination ikke super velegnet til hverken olieret eller tør hud. På en olieret eller fedtet hud har den tendens til at fremstå "caked" og på en tør hud kan den krakelerer.

Men har du en normal eller kombineret hud så er dette en fantastisk foundation.

Karakteristika ved creme-, whipped- og mousse foundation
TypeFoundation
KonsistensCremet
DækkeevneHeldækkende
FinishMat
HoldbarhedSuper god
Henvender sig tilEr super god til normal hud, men ofte problematisk på fedtet- eller tør hud, samt på moden hud.

Værd at vide om BB cream

Man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal kunne følge med alle de nye produkttyper, der kommer på markedet hele tiden. Nogle af dem der virkelig forvirrer folk er produkter som bb cream og cc cream.

En BB cream står for Blemish Balm på det asiatiske marked og for Beauty Balm på det europæiske og det amerikanske marked.

Denne type creme blev nemlig udviklet i Asien, hvor den er en meget dækkende foundation med hudblegende egenskaber.

I Europa og USA er produktet dog videreudviklet, så det i dag hverken har høj dækkeevne eller hudblegende egenskaber, men i stedet er et smart kombinationsprodukt der både indeholder:

  • Fugtighedscreme
  • Let foundation
  • Solbeskyttelse

Man kan altså sige, at en BB cream er en let farvet fugtighedscreme, der gennemfugter huden og samtidig giver en let coverage eller dækkeevne. Samtidig er det også solbeskyttelse til ansigtet.

Er du en utålmodig sjæl eller skal du hurtigt ud af døren om morgenen, så er dette et super smart produkt som både agere dagcreme, foundation og solcreme til ansigtet. Det er dog ikke et produkt som du skal forvente en høj coverage af.

Karakteristika ved BB cream
TypeFoundation
KonsistensFlydende
DækkeevneMeget let
FinishDuvy
HoldbarhedMiddel
Henvender sig tilEn BB-cream henvender sig til alle hudtyper og såvel ung som moden hud, da den er super rig på fugtgivende indholdsstoffer og pleje til huden.

Værd at vide om CC cream

CC cream er endnu et 3 i 1 produkt ligesom BB cream. CC cream står for Color Correction. Her er altså tale om en creme, der har farvekorrigerende egenskaber samtidig med, at den også er en fugtighedscreme og en foundation.

Med en CC cream for du altså:

  • Color correction / farvekorrigerende
  • Fugtighedscreme
  • Foundation

En CC cream henvender sig til dig, der har røde undertoner i huden. En CC cream indeholder nemlig grønne farvepigmenter, som går ind og neutraliserer de røde undertoner i huden.

Samtidig gennemfugter den huden som en almindelig dagcreme og indeholder en smule foundation, som sammen med de grønne pigmenter er med til at udjævne din hudtone.

En CC creams hovedfokus er på farvekorrektion og her er derfor kun tale om en foundation med ganske let dækkeevne.

Karakteristika ved CC cream
TypeFoundation
KonsistensFlydende
DækkeevneMeget let
FinishDuvy
HoldbarhedMiddel
Henvender sig tilAlle hudtyper men specielt dig der har mange røde undertoner i huden. Egner sig også godt til moden hud.

Værd at vide om fast pudder

En fast pudder kaldes også for en compact powder. Det er som navnet indikerer pudder i fast form. En pudder i fast form fås både i farvet og i transparent og er den ældste form for ansigtsmakeup vi kender til, sammen med den løse pudder vel at mærke.

Vælger du en fast pudder så kommer den ofte i en smart lille dåse med indbygget spejl, så den er let at have med i håndtasken. En fast pudder lægges med en pudderbørste eller en pudder puff. Som regel medfølger der altid en lille pudder puff, når du køber en fast pudder.

Fast pudder og pudder generelt har den fordel at den minimerer porernes synlighed og samtidig kan hjælpe med at mattere en meget skinnende hud.

Men fordi den faste pudder er god til at gøre huden mat, så egner den sig ikke super godt til en moden hud, som netop ofte mangler den ungdommelige glans. Pudder produkter er heller ikke super velegnede til tør hud, da det kan få huden til at tørre yderligere ud.

Karakteristika ved fast pudder
TypePudder
KonsistensFastpresset
DækkeevneGod hvis du har valgt en farvet pudder
FinishMat
HoldbarhedGod
Henvender sig tilDig der gerne vil have en mat finish eller som gerne vil sætte din makeup så den holder længere.

Værd at vide om løs pudder / setting powder

Løs pudder eller setting powder som det også kaldes, opfører sig på nøjagtig samme måde på huden som en fast pudder.

Men hvor en fast pudder kan være svær at lægge i et helt let lag, så er det lettere at opnå med en løs pudder. Du kan altså både få farvede løse pudder, som du kan bruge til at opnå en ensartet hudtone og struktur, som du ville gøre med en foundation og du kan få transparente løse pudder som du kan bruge til at sette din makeup altså som en settingpowder.

Når du bruger løs pudder, så skal du have fat i en pudderbørste eller en pudder puff. Med en pudder puff vil du ofte opnå højere dækkeevne end med en pudderbørste. Derfor er en pudderbørste også at foretrække, hvis du bruger pudder som setting pudder eller til at dæmpe skinnende hud i t-zonen.

Løs pudder giver en mat finish på huden, hvadenten du vælger en farvet pudder eller en transparent pudder. Derfor giver den også de samme udfordringer til både tør og moden hud som en fast pudder. Den kan virke udtørrende på en i forvejen tør hud og den kan lægge sig i de fine linjer på den modne hud.

Karakteristika ved løs pudder / setting powder
TypePudder
KonsistensLøs
DækkeevneMiddel
FinishMat
HoldbarhedGod
Henvender sig tilDig der gerne vil have en mat finish, gerne vil "bake" din makeup eller friske en olieret t-zone op.

Værd at vide om transparent pudder

Når man taler om pudder, hvad enten det drejer sig om en løs pudder eller en fast pudder, så taler man om farvede pudder eller transparente pudder. Og de kan hver især noget.

Den transparente pudder er super velegnet, hvis du har brug en foundation og gerne vil sikre dig, at din makeup holder hele dagen. Ved at børste et ganske tyndt lag transparent pudder over din makeup, så setter du makeuppen, så den holder længere.

Et stykke tid har det også været populært at "bake" under øjnene med en løs transparent pudder. Når man baker, så lægger man et tykt lag pudder under øjenpartiet, som man lader sidde et minut, inden man forsigtigt børster det væk.

Har du en meget olieret t-zone, så er en transparent pudder også fantastisk til at fjerne det skinnende look.

Om du skal vælge en løs eller fast transparent pudder afhænger af, hvad du skal bruge den til. De fleste foretrækker den løse variant.

Du kan også få transparente pudder, som giver huden en smule glød. Det kan være et stort hit, når du føler huden mangler lidt ekstra gnist.

Karakteristika ved transparent pudder
TypePudder
KonsistensLøs eller fast
DækkeevneTransparent
FinishMat
HoldbarhedGod
Henvender sig tilDig der gerne vil gøre huden mat eller som bruger pudder til at sette eller bake din makeup.

Værd at vide om farvet pudder

Farvet pudder kaldes også for pudder foundation, fordi den har de samme egenskaber og kan give huden en ensartet tone og være dækkende i større eller mindre grad alt efter hvor pigmenteret en farvet pudder du vælger.

En farvet pudder bruges altså i stedet for en flydende-, creme- eller stick foundation og ikke ovenpå! Farvede pudder fås i lige så mange nuancer, som hvis du vælger en almindelig foundation. Du kan altså sagtens finde en nuance der matcher din hudtone.

Når du bruger farvet pudder, eller pudder i det hele taget, så opnår du en mat, næsten velouragtig finish på huden som mange rigtig godt kan lide. Og som virkelig klæder en ung og fast hud.

Det matterede look er altså både pudderens force og ulempe. En farvet pudder er nemlig på ingen måde velegnet til en tør hud, da den bare vil krakelerer på huden og få huden til at se endnu mere tør og usund ud. En farvet pudder er heller ikke det bedste bud til en moden hud, da den er svær at lægge jævnt uden at "forstørre" de linjer og rynker der er i huden.

Karakteristika ved farvet pudder
TypePudder
KonsistensLøs eller fast
DækkeevneGod
FinishMat
HoldbarhedGod
Henvender sig tilGod til normal og kombineret hud, men mindre god til tør hud eller moden hud.

Har du moden hud så bør du ikke vælge en mat foundation - Med alderen mister huden noget af sin naturlige glans, det kan let få den til at se kedelig og mat ud. Du bør vælge en foundation med en duvy finish frem for en mat finish, der vil få dig til at se ældre ud.

Værd at vide om mineralpudder

Mineral pudder bliver også kaldt for mineralsk foundation, selvom det altid er i pudderform. Når nogen kalder det foundation, så er det fordi denne type pudder smelter ind i huden og giver en finish, der minder mere om en finish fra en foundation.

Den er altså mindre mat, hvilket mange synes er en fordel. Når en mineralsk pudder smelter ind i huden som den gør så er det fordi pudderen er helt helt fin og derfor ikke lægger sig ovenpå huden som mange andre pudder.

En mineralsk pudder indeholder forskellige mineraler som:

  • Titanium dioxide
  • Zinc oxide
  • Jernoxide
  • Mica
  • Bismuth oxychloride
  • Talk

Disse mineraler er ikke unikke for mineralsk pudder eller mineralsk foundation, de findes i størstedelen af makeup produkter. Det er er unikt er at denne type produkt ikke indeholder nogen form for ikke-mineralske fyldstoffer.

Du kan bruge mineral pudder som du ville en foundation og du kan opnå samme gode dækkeevne. En mineralsk pudder kan i højere grad anvendes selv om du har tør hud eller moden hud sammenlignet med andre pudder. Det er fordi den mineralske pudder er så fin, at den trænger ned i huden som en foundation.

Karakteristika ved mineralpudder
TypeMineralsk pudder
KonsistensLøs
DækkeevneHeldækkende
FinishMat til neutral finish
HoldbarhedGod
Henvender sig tilDig der gerne vil have en så ren makeup som muligt. Mineral pudder indeholder nemlig ikke unødvendig kemi.

Undgå at lægge pudder omkring øjnene hvis du har kragetæer - Hvis du har fået kragetæer, fine linjer ved øjnene, så skal du passe på med at lægge din pudder for tæt på øjenområdet da den vil lægge sig i de fine linjer og få dem til at syne tydeligere.

Er du i tvivl om to nuancer - så vælg altid den lyseste

Uanset om du vælger at bruge foundation eller pudder, når du skal lægge din makeup, så er det absolut vigtigste, at du vælger den helt rigtige nuance. Vi har alle set skrækeksempler på gaden af kvinder hvor overgangen mellem ansigt og hals er super tydelig. Det vil du for alt i verden gerne undgå.

Når du skal vælge den bedste nuance, så er du nødt til at prøve nuancen på huden. Eksperterne anbefaler, at du matcher nuancen med huden på din kæbelinje, altså linjen lige hvor kæbe går over i hals.

Hvis der er to farver, som du er i tvivl om, så vælg altid den lyseste. Hvis din foundation eller pudder er for lys, så kan du altid varme dit ansigt op med en bronzer og en blush. Er din foundation derimod for mørk, så kan du ikke rette op på det.

Du skal derfor også være forberedt på at skulle have flere nuancer, så du både kan matche din hudtone sommer og vinter.

En pudder eller foundation er IKKE designet at give din hud farve

Nogle tror fejlagtigt, at pudder og foundation kan bruges til at gøre huden mere solbrun. Men det er den helt forkerte måde at anvende produkterne og vil ikke kunne undgå at give et unaturligt resultat med grimme og afslørende overgange.

En pudder og foundation er udviklet til at udjævne og perfektionere din egen hudtone, ikke ændre dens farve.

Vil du gerne have mere glød i ansigtet, så kan du gøre det ved at bruge en bronzer og vil du gerne have et mere varigt resultat, så kan du bruge en selvbruner til ansigtet eller selvbruner servietter.

3 ofte stillede spørgsmål til pudder vs foundation

Hvilken type pudder er mest dækkende?

Den mest dækkende type pudder er en farvet pudder foundation. Den kan bygges op for ekstra coverage på samme måde som en creme foundation.

Hvilken type foundation er mest dækkende?

Den mest dækkende type foundation er en creme foundation, da den er let at bygge op på huden de steder du har brug for ekstra coverage.

Hvad er mineral pudder?

Mineral pudder er en hel fin pudder der udelukkende indeholder mineraler. Den lægger sig mere på huden som en foundation end som en pudder.

Artiklen er skrevet af • Bapoons kosmetolog & hudplejespecialist
Skriv til Louise Kirkegaard

Louise er Bapoons kosmetolog & hudplejespecialist. Hun er ansvarlig for vores anbefalinger når det kommer til hudpleje mm. Hun har altid en skæv vinkel på de traditionelle spørgsmål til hudpleje og vi elsker hende for det.

Bedøm denne artikel
21 stemmer, gennemsnit: 4.7 / 5