11 hår-fejl du sikkert begår, men bør undgå!

Dårlige hårdage stammer ofte fra vores behandling af håret og herunder de hår-fejl, der er en del af vores hverdag. Måske du (også) begår disse hår-fejl? Hvis du gør, så bør du ændre dine rutiner og så vidt muligt undgå dem.

Af Frisør
Indholdet er opdateret onsdag d. 21. april 2021 og er oprindeligt udgivet tirsdag d. 20. april 2021.

Dårlige hårdage afledes af hår-fejl

Vi har nok alle på et eller andet tidspunkt siddet med fornemmelsen af, at der var et eller andet galt med håret, men måske ikke helt vidst hvorfor?

Det har mange af de kunder jeg har i stolen i min frisørsalon!

Jeg har nedenfor taget et udpluk de mest almindelige hår-fejl, som jeg oplever i min hverdag som frisør og på bedste vis forsøger, at rådgive mine kunder til at undgå i deres hverdag. Jeg håber at du også kan bruge dem.

1. Forvirring over hvilket hårprodukt du skal bruge

Udvalget er enormt og det er absolut intet under, at det kan være svært at finde rundt i junglen af forskellige hårprodukter.

Anti-frizz, volumen-mousse, shine-spray, heat protector, mud wax, saltvandsspray, krøllecreme… hvad skal du lige købe?

De fleste vil formentlig lytte på veninden, tjekke ens yndlings influencer eller gå med de sikre valg. Resultat er, at rigtigt mange af os går rundt med småfedtet og glansløst hår, der langt fra giver en god hårdag.

Løsningen kunne være, at du spørger din frisør til råds næste gang du alligevel skal have lokkerne klippet.

Din frisør står med hænderne i dit hår og ved uden tvivl hvilke produkttyper du kan få gavn af. Husk at spørg til både hårplejeprodukter, men også stylingprodukter. Du kan jo sagtens bede om frisørens mening og tanker uden at skulle købe hele paletten.

2. Du bruger lidt for meget stylingprodukt

For dem der ønsker en permanent styling af håret, der holder dagen lang, kan dette punkt formentlig blive lidt af en udfordring. Jeg må desværre skuffe dig - håret kan få for meget hårspray og styling…

I vores forsøg på at styre lokkerne kan vi alle hurtigt komme til at bruge for meget balsam, mousse, hårspray, hårvoks osv. Det er slet ikke nødvendigt og et overforbrug er ligeså dyrt for pengepungen.

Et overforbrug af produkter vil blot ende ud i et fladere, kedeligere og mere fedtet hår, frem for hvis du havde holdt dig til de anbefalede mængder.

Løsningen er ikke langt væk - læs blot på pakken, hvor meget du skal bruge af et givent produkt. De fleste hårprodukter man finder på markedet i dag er forholdsvis koncentrerede og drøje i brug - man behøver derfor ikke store mængder.

Du kan jo altid komme mere produkt i bagefter, hvis det skulle vise sig, at den på pakken anbefalede mængde ikke er nok.

3. Business in the front, party in the back - du glemmer baghåret!

Du ser dig i spejlet, bemærker din perfekte håropsætning - det sidder lige i skabet! Men hov, ved du hvordan håret bagpå sidder...?!

At glemme baghåret i sin styling er en af de klart mest gennemgående hår-fejl, som vi danskere begår. Vi bruger laaaaang tid på at få den perfekte frisure, men glemmer så lige baghåret og måske tilmed siderne, der får lov til at sidde, som da du stod op i morges.

Glem dog ej, at resten af verden ser dig fra alle vinkler, bagfra, oppefra, nedefra og fra siderne ikke mindst.

Løsningen kunne være et makeup spejl el.lign. håndspejl, så du kan se din frisure fra alle vinkler. Husk det lige til i morgen hvor endnu en ny dag står for døren.

4. Du vælger en overskuelig frisure

Vi kan nok alle blive inspireret af en person på sociale medier, i et magasin el.lign. med en flot frisure.

Selv når vi bevæger os til frisøren, virker det fortsat, som verdens bedste idé. Idéen kan bestå af alt lige fra pandehår, til etager eller andre tekniske detaljer, der ofte kræver styling med glattejern og lang tids arbejde ikke mindst.

Det bliver morgen, uret ringer lidt sent og du skal have fart på Du når derfor kun lige et pift med en tørshampoo. Glattejern, føntørrer m.m. bliver liggende på hylden. Det var dog lige netop disse stylingværktøjer der var påkrævet for at den nye frisure kom i mål. Du ender derfor ud med en høstak og en dårlig hårdag…

Løsningen er som sådan simpel: vælg en overskuelig frisure, der matcher din tid om morgenen, så du altid har gode hårdage!

5. Du har valgt den forkerte hårfarve

Alle hårfarver og nuancer er flotte! Der er dog ingen tvivl om, at man også kan vælge forkert - måske den nøddebrune ikke helt passer så godt til dig, som den gør på din yndlings influencer på Instagram...

Mange kvinder lader sig forblænde af intense og vilde nuancer - vi glemmer derfor at overveje, om farven nu også virkelig passer til vores egen hudtone.

Løsningen vil være, at du rådgiver dig med en frisør, der kan vejlede dig i valg af hårfarve.

Overvej hvorvidt du skal farve dit hår derhjemme den første gang, du skifter til en ny hårfarve eller om du skal tage et smut forbi frisøren og få en second opinion. Medbring evt. et billede af den ønskede hårfarve og lyt til frisørens råd.

Der findes i dag et hav af hårfarve apps, der kan give dig forskellige hårfarver. Download en af dem, tag et billede og skift din hårfarve. Man kan også ofte finde disse filtre på Snapchat og Instagram.

6. Du glemmer den regelmæssige klipning

Du ved det formentlig allerede godt, men vejen til langt hår med en sund hårvækst inkluderer en regelmæssig klipning.

I den ideelle verden bør man få klippet spidserne hver 6. uge.

De fleste glemmer eller fornægter det, men vores hårspidser er den suverænt mest slidte del af håret. Lader vi slidte hårspidser sidde i månedsvis, risikerer vi, at håret spalter endnu længere op i hårstrå. Det er ikke ønsket, da det vil kræve større afklipning når du endelig sidder i stolen hos mig eller en af mine kolleger.

Løsningen er regelmæssig klipning. Der er ikke noget at gøre, da vejen til et sundt og velplejet hår kræver en klipning af spidserne hver anden måned. Færdig, basta, bum, punktum!

Oplever du spaltede spidser ind i mellem dine klipninger, så kan et hårserum eller en hårolie være en midlertidig løsning, men husk lige at få booket din frisørtid.

7. Håret får den helt store tur med håndklædet

Vidste du, at vores hår er allermest skrøbeligt når det er vådt?

Du har været i bad, radioen kører og livet er skønt - håret får lige en hidsig omgang med håndklædet… STOP!

Drop din efter-bad-turban. Det ødelægger håret når du hiver og slider i det på den måde. Det bør du for alt i verden undgå.

Løsningen kan være, at du dupper håret tørt og lader det lufttørre. Du skal formentlig alligevel i gang med din foundation, makeup o.lign., så måske håret lokkerne når at lufttørre alt imens.

8. Shampoorester i håret efter hårvask

Du bør altid lige skyllet håret en ekstra gang og dermed være sikker på, at både shampoo og balsam er skyllet ordentligt ud af hårpragten.

Det er kun din leave-in balsam der skal blive siddende i håret!

Rester fra hårvasken ødelægger og minimerer effekten af dine stylingprodukter og efterlader hårstråene kedelige og umulige at styre. Du går en dårlig hårdag i møde med shampoo- og balsamrester i håret.

Løsningen er at bruge et ekstra minut eller to under bruseren. Sørg for at håret er skyllet helt rent inden du går ud af badet.

9. Hårtørren er din faste følgesvend

Varmeredskaber kan uden tvivl give give et ekstra pift til den flotte håropsætning, men alt med måde. Du bør overveje hvorvidt din hårtørrer skal bruges dagligt eller måske kan blive liggende på hylden.

Det samme gør sig iøvrigt også gældende for andre varmeredskaber såsom glattejern og krøllejern.

Løsningen, hvis du absolut vil bruge en føntørrer, er ikke at tørre drivvådt hår. Dup det tørt med et håndklæde, så det meste af fugten er optaget i heri. Lad det lufttørre alt i mens du lægger makeup, finder tøj el.lign. Påført et godt varmebeskyttende produkt og føntør herefter håret.

Hold dog gerne din føntørrer på mindst 30 cm afstand af dit hår og undgå føntørring indtil håret er et 100 procent tørt. Stop gerne ved 90 procent, så det ikke udtørres fuldstændig. Afslut evt. med et leave-in produkt.

10. De nyeste hårtrends klæder ikke os alle

Jeg er selv typen der elsker pandehår, men også krøller, glat hår, langt hår, kort hår osv. Jeg elsker alle hårtyper, men er dog også opmærksom på, at det ikke er dem alle der klæder mig. Det er selvindsigt.

Vi må nok desværre sande, at nogle frisører klæder os bedre end andre. Dertil tager det altså bare lang tid at få en korthårsfrisure eller platin blond hårfarve til at gro ud igen.

Rådgiv dig evt. med din frisør inden du tager en drastisk beslutning om din hårpragt.

Løsningen finder du hos din frisør. Du kan selvfølgelig også Google dig til svaret, men hvad skal du så lige søge efter? Du skal finde din ansigtsform og vælge frisure herefter. Det kan din frisør formentlig til fingerspidserne, så spørg også gerne ham/hende til råds.

11. Din hestehale sidder samme sted hver gang

Det går stærkt om morgenen og hestehalen består af en hurtig samling af håret, en hårelastik og vupti, så sidder den der…!

Løsningen er, at du rykker på hestehalen.

Du kan dog med stor fordel trække den lidt rundt på baghovedet. Undgå at placere den i samme højde og dermed slide samme sted på hårstråene dag ud og dag ind.

Vælg i øvrigt gerne en elastik til håret der skader hårstråene mindst muligt. Undgå gerne dem med metal-ender eller samlinger.

Konklusion

Måske du selv kan nikke genkendende til nogle af punkterne ovenfor eller kender en veninde hvor de er aktuelle. Hjælp hinanden til gode hårdage.

Jeg håber at min indsigt fra salonen kan bruges i din hverdag.

Bedøm denne artikel
17 stemmer, gennemsnit: 4.7 / 5